Simon Sørensen fra Viden Djurs vinder SPS-prisen 2024
Skrevet: 04.10.2024
Det blev en SPS-vejleder på Viden Djurs, Simon Brenneche Sørensen, der vandt SPS-prisen 2024. Prisen er stiftet af Raido for at anerkende fagpersoner, der gør en ekstraordinær indsats inden for specialpædagogisk støtte.
Og juryens 11 eksperter var ikke i tvivl, da de læste Simons nomineringer. Et jurymedlem uddyber:
"Simon lyder som en ildsjæl, der både selv gør en væsentlig forskel på skolen, men også formår at videndele og sparre med sine kolleger og derved skabe en kulturændring, der kommer mange elever til gode."
En gymnasieelev skriver i sin nominering af Simon:
"Han havde min ryg fra dag 1, og var så utroligt nænsom med min tillid. Han er en af de helt store grunde til jeg er begyndt at genfinde min tillid til mennesker og føler jeg måske alligevel nok skal komme igennem gymnasie."
To kolleger uddyber, hvordan Simon gør en ekstra stor forskel for elever, forældre og kolleger:
"Simon har gennem en lang årrække arbejdet engageret og målrettet med SPS-indsatsen på Viden Djurs. Han har taget initiativ til og været primus motor for at oprette et rum for videndeling med sine SPS-kollegaer. [...]
For underviserne på Viden Djurs er Simon en kompetent sparringspartner, som på en pædagogisk og anerkendende måde byder ind med elevernes perspektiv og behov. [...]
For fremtidige elever har Simons arbejde konkret betydet, at der hvert år uddeles et SPS-legat til elevernes dimission. Legatet er sponsoreret privat af et hold forældre til en tidligere SPS-elev, fordi de gennem legatet ønsker at vise deres taknemmelighed for Simons støtte og anerkende vigtigheden af Simons SPS-arbejde."
De top 5 nominerede til SPS-prisen 2024:
Anne Dalvad Hansen - Københavns Universitet
Line Broholm Søndergaard - Uddannelsescenter Holstebro
Marianne Saabye - NEXT Uddannelse København
Martin Pors Knudsen - RSC, Aarhus Universitet
Simon Brenneche Sørensen - Viden Djurs
Se undervisningsministerens hilsen til alle, der arbejder med SPS og til vinderen af SPS-prisen 2024.